Hvad er mindfulness?

Mindfulness handler om at øve sig i at være til stede i nuet og acceptere det, der er. Alle kan træne opmærksomheden, og forskning viser, at livskvaliteten øges, jo mere nærværende vi bliver. Mange beskriver, at de gennem mindfulness bevæger sig fra blot at overleve til i højere grad at leve deres liv.

Metoden bruges til at styrke evnen til at tage ansvar for kvaliteten af sit liv med det formål at reducere lidelse og opbygge et mere robust og sundt mentalt helbred.

Mindfulness har rødder i en over 2500 år gammel buddhistisk tradition. I Vesten er metoden især blevet udbredt af Jon Kabat-Zinn, som også har formuleret de syv grundlæggende principper, der understøtter arbejdet med nærvær og livskvalitet:

  • At være ikke-dømmende

  • At være tålmodig

  • At øve begynder-sind

  • At øve tillid

  • At øve ikke-stræben

  • At acceptere

  • At give slip

Disse grundindstillinger kan hjælpe med at reducere stress og skabe større bevidst nærvær i hverdagen. Jon Kabat-Zinn definerer mindfulness som den bevidsthed, der opstår, når opmærksomheden holdes i nuet med en ikke-dømmende indstilling.

I terapien støtter jeg dig i at arbejde med disse syv grundindstillinger og guider dig gennem enkle mindfulnessøvelser, som du kan øve derhjemme. Øvelserne handler om at være i nuet, uanset om det føles rart eller ubehageligt. Ved hjælp af sanserne kan du øve dig i blidt at vende tilbage til nuet, når opmærksomheden glider væk.

Udgangspunktet er altid venlighed over for dig selv og selvmedfølelse. Træningen handler om at lære at observere tanker og følelser, frem for at blive dem. Mit mantra er, at vi har vores tanker og følelser, men vi er dem ikke.

Målet er at blive mere opmærksom på kroppens behov og dine personlige grænser, udvikle en mere venlig relation til dig selv og blive nysgerrig på dit følelsesliv i stedet for at undertrykke eller skamme dig over de følelser, der opstår. Min erfaring er, at klienter oplever større tilfredshed og indre ro, når de arbejder med deres indre liv. Mange fortæller, at de bliver bedre til at tage ansvar for det, der er deres, og give slip på det ansvar, der hører andre til. Samtidig oplever mange en større evne til at nyde livet og håndtere stress på en mere balanceret måde.

Vejen videre:

Mindfulness er ikke en teknik, der skal fjerne svære tanker eller følelser, men en praksis, der hjælper dig til at møde dem med større klarhed, rummelighed og omsorg. Når nærvær og selvmedfølelse får mere plads, kan der opstå en mere bæredygtig balance i både krop og sind.

Hvis du er nysgerrig på, hvordan mindfulness kan indgå som en del af et terapeutisk forløb, er du velkommen til at tage kontakt og høre mere.